Nr. Rind

ligger i et attraktivt fjordmiljø tæt på Hjarbæk Fjord. 

Der sker meget i Nr. Rind og omegn, og der kommer til at ske endnu mere i 2023

Her i september har Frysehuset i Nr. Rind fået nyt tag, nye tagrender og nedløbsrør, og det har Nr. Rind forsamlingshus sandelig også takket være donationer fra Viborg kommune, Nykredits fond og Fonden for Sparekassen i Skals, administreret af Vestjysk bank .  Det er blevet rigtig flot, så 1000 tak fil fondene og Viborg kommune – uden deres støtte havde det ikke været muligt. 

Næste projekt på Borgerforeningen for Nr. Rind og Omegn’s ønskeliste er at få ydermurene i den del af Nr. Rind forsamlingshus, som ligger vinkelret på Kirkevej, fuget om, da der er sætningsskader og revner, og nogle steder er fugematerialet nærmest ikkeeksisterende. Et andet af Borgerforeningens ønsker er også gået i opfyldelse i løbet af august måned takket være Viborg kommune. 
Skovvej er blevet udvidet med en halv meter asfalt  i hver side fra Sundvej ved Skive-Hobrovejen ned til Nørrerisvej, så det er blevet lettere for den tunge trafik til Nørreris biogasanlæg at køre ad den vej og ikke igennem Nr. Rind. Endnu bedre vil det være, hvis stykket af Skovvej fra Nørrerisvej ned til Østervej ved Lynderupgård bliver tilsvarende udvidet, så den tunge trafik sydfra også kan køre uden om Nr. Rind.  Så mangler der bare en venstresvingsbane på Skive-Hobrovejen ved Landlyst i retning Skive, og et intelligent 60 km skilt, så krydset ved Landlyst bliver mere sikkert. Det håber Borgerforeningerne for Sundstrup og Nr. Rind og Omegn også vil blive bevilget. Viborg kommune har i september lavet trafik og fartmålinger igennem Nr. Rind fra alle 4 sider og de har endnu en gang vist, at der er for mange, der kører for hurtigt igennem byen, og at der er en del tung trafik.
Næste år kommer der til at ske endnu mere i Nr. Rind, for Energi Viborg skal i gang med at etablere regnvandsbassin øst for byen på sydsiden af Rind bæk på Per Haslunds jord og separat kloakering i hele landsbyen. Borgerforeningen for Nr. Rind og Omegn håber på at kunne afholde et borgermøde med deltagelse af folk fra Energi Viborg og Viborg kommunes afdeling for Trafik og Veje senere i år.